3. februar 2026

Borgerforslag: Anerkendelse af Open Source som samfundsgavnlig indsats

Et nyt borgerforslag foreslår, at frivilligt arbejde i forbindelse med Open Source anerkendes som samfundsgavnlig indsats.

Forslagsstillerne indleder forslaget således:
“Vi foreslår, at frivilligt arbejde med open source-software anerkendes som en samfundsgavnlig indsats på linje med frivilligt arbejde i almennyttige foreninger. Open source-projekter er fundamentale for digital infrastruktur, innovation og sikkerhed, og mange danskere bidrager uden økonomisk kompensation. Anerkendelse vil styrke civilsamfundets digitale engagement og Danmarks digitale suverænitet.”

En tiltrædelse af foreslaget vil iflg. forslagsstillerne give en række juridiske og skattemæssige fordele, som vil sidestille arbejdet med Open Source med andre former for frivilligt arbejde.

Skulle forslaget få 50.000 tilkendegivelser bliver det lavet til et beslutningsforslag, som partierne i Folketinget skal tage stilling til.

Fediverset.dk mener

En stor del af den danske IT-infrastruktur bygger på netop Open Source og frivilliges arbejde, men vigtigheden af eksistensen af Open Source som fundament glemmes alt for ofte i de store overskrifter, når snakken falder på, hvordan produkter bliver til ude i erhvervslivet, og samfundet drives.

Det er de færreste, der tænker på det, men softwaren i din internetrouter, din forretnings software, dit TV, dit køkkenudstyr og din bil bygger i høj grad enten helt eller delvist på Open Source-kildekode. Det samme gælder den software, der driver internettet herunder din hjemmeside, nærværende servere i the Fediverse samt mange andre samfundsfunktioner.

Open Source og det frivillige arbejde har brug for et samfundsmæssigt skulderklap, så overvej at tilkendegive din støtte til dette forslag. Der er en berømt XKCD-stribe, der beskriver situationen i ét billede.

Link:

Borgerforslaget i sin helhed på borgerforslag.dk

Simon Justesen

Admin på Fediverset.dk. Vild med programmering, grafisk design og Open Source. Open anything, really.

Vis alle indlæg skrevet af Simon Justesen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *