Hvad dækker “Fediverse Enhancement Proposals” over?

Undertiden vil du se mig her på Fediverset.dk eller andre referere til “Fediverse Enhancement Proposals” (FEPs). Det er på godt dansk et teknisk forbedringsforslag, som en app-udvikler kan vælge at putte i sin Fedivers-software.

Udformningen af en FEP starter typisk med en uformel beskedudveksling i FEP-forummet på SocialHub. Når samtalen så er overstået renskrives en egentlig formaliseret FEP, som ryger på Codeberg. Codeberg er primært et kodedelingssite, men fungerer også ganske fint til dokumenter. Processen med opstart og godkendelse af en FEP er i øvrigt en FEP i sig selv, som sørger for, at formalia bliver overholdt.

Tilblivelsen af et forslag

En FEP kan indsendes af et individ eller en gruppe.

Indenfor 7 dage vil en FEP-redaktør gennemlæse og give feedback. Redaktøren kan bede FEP-forfatteren om at uddybe detaljer af forslaget.

Når en FEP er godkendt af en FEP-redaktør, får den statussen DRAFT (kladde), herefter kan FEP’ens forfatter/ophavsperson:

  • Starte en diskussion i fællesskabet vedr. FEP’en og indsamle feedback.
  • Indsende opdateringer til forslaget, som så bliver tjekket ind i Codeberg af en redaktør.
  • Vælge at trække forslaget tilbage – dets status bliver så sat til WITHDRAWN (tilbagetrukket).

Tidsfrister

Efter 60 dage kan FEP-forfatteren bede om at få forslaget færdiggjort med afsluttende kommentarer, herefter har fællesskabet 14 dage til at afgive kommentarer. Hvis ingen har indvendinger, sættes forslaget til FINAL. Når et forslag er FINAL, kan det udover småændringer ikke ændres, da et ændret scenarie kan betyde, at et program holder op med at virke helt eller delvist.

Går der 120 dage, hvor en FEP-forfatter ikke har bedt om at få forslaget gjort FINAL, så forkastes forslaget, og dets status sættes til WITHDRAWN. Et tilbagetrukket forslag kan altid genindsendes, hvorimod ændringer til et forslag, der allerede er FINAL, skal indsendes i en ny FEP.

Links

FEP-a4ed: The Fediverse Enhancement Proposal Process (indsendelsesprocessen)
SocialHub: Fediverse Enhancement Proposals (diskussion)
Codeberg: Fediverse Enhancement Proposals (dokumenter)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *