Ordforklaringer
Boost
Ser du et spændende opslag fra en person på din offentlige tidslinje, som du vil poste til dine egne følgere, kan du vælge at “booste” det.
Så postes det på din egen tidslinje med den oprindelige opslagsforfatters navn og tekst.
Fedizen
Indbygger i The Fediverse
Sammentrækning af det engelske “fediverse” og “citizen”, der betyder indbygger.
Trut / Toot
– Når man poster et opslag på Mastodon, siges man at sende et toot (trut).
The Fediverse
Det federerende univers. Samlet betegnelse for den klynge af servere, den maginære “verden”, der snakker sammen og samlet udgør det åbne sociale web.
Hashtags
Du kan med fordel bruge hashtags aka. stikord/nøgleord til at beskrive dit opslag. Hash-symbolet findes ved at trykke Shift ned på tastaturet sammen med 3-tallet.
Skriver du et opslag om dansk politik, kan du “tagge” dit indlæg med f.eks “#dkpol” (uden citationstegn).
Dit indlæg vil så dukke op hos andre, der søger efter indlæg med samme ‘#dkpol’-tag. Du kan i mange Mastodon-klienter se, hvilke hashtags, der er mest populære.
Formelt er der ikke en decideret hashtag-standard (så opfind gerne nye!) , men mange af de samme hashtags går igen fra andre sociale medier.
Derfor er det en fordel at lære nogle af dem at kende, fordi du nemmere finder folk, du f.eks deler interesser med.
Eksempler på tags, set på fediversets sociale medier:
#dkfilm – opslag om film
#dkgreen – grøn omstilling
#dknatur – naturopslag
#dkpol – dansk politik
#EnGodTing – har du gjort en god ting for nylig?
#fredagsbog – fødiversets uformelle fredags bogfællesskab
#Fælleshjerne, #Mastohjerne – hvis man har et generelt spørgsmål til alle.
#MastoRunDK – hashtag for Mastodons løbeentusiaster
#NyPåMastodon – hvis du er ny på Mastodon kan du under dette tag præsentere dig med en introtekst, hvis du har lyst
#torsdagstrivsel – hvordan trives du på en torsdag?
#TORSKage – Fediverset fællesspiser kage om torsdagen under dette hashtag
Du kan få en idé om hvilke globale hashtags, der trender lige nu på https://www.fedi.buzz/in/en
Relays
Et relay er en servertype, der hjælper især små fedivers-instanser med at få mere aktivitet på den federerende globale tidslinje. Det er kun instansens administrator, der kan vælge at tilslutte en instans til et relay. Hold øje med trafikmængden, hvis du tilmelder din server til et relay, for du vil løbende få rundsendt en ikke ubetydelig mængde trafik fra samtlige servere, der deltager i det pågældende relay, og det påvirker i sidste ende din regning til din serverhostingudbyder (nogle udbydere er mere generøse med den inkluderede trafikmængde end andre, før taxameteret tæller :))
Anbefalinger
ALT-tekster
Det er god stil at skrive en såkaldt ALT-tekst – alternative tekst – til de billeder, man poster i The Fediverse. Beskriv f.eks, hvad der sker på billedet, du er i færd med at lægge op. Så kan også blinde- og svagtseende følge med i, hvad billedet handler om, da deres tekst-til-tale-program vil læse ALT-teksten op, når den møder indholdet.
Kildehenvisning
Husk gerne kilder, hvis du refererer til noget, andre har sagt/skrevet – det er med til at give dit opslag mere troværdighed og vægt.
Indholdsadvarsel (Content Warning)
Mastodon har en funktion, så du kan censurere billeder og indhold via knappen “Tilføj indholdsadvarsel”. Indholdet vil så være klappet sammen, så det ikke kan ses i feedet, før man klikker på overskriften. Det kan anbefales at bruge Content Warnings, hvis man mener ens opslag vil støde folk, eller på anden vis skabe ubehag.