I et nyt blogindlæg beretter teamet bag Peertube, at du nu kan lave mange gængse handlinger direkte i mobilapp’en, som du før skulle bruge din stationære computer til. Det gælder f.eks baggrundsupload af videoer, redigering af videometadata samt administation af tilknytning til forskellige playlister.
Der bliver i indlægget også løftet lidt af sløret for nogle af de funktioner, der kommer i fremtiden i mobilapp’en. Det vil f.eks blive muligt at bruge Peertube i “Podcast”-mode, dvs. at du kan lytte til podcasts med slukket skærm (meget batteribesparende). Det er en funktion, der hos konkurrenten Youtube pt. (dec. 2025) kræver et ret dyrt premium-abonnement. Sidst, men ikke mindst bliver det også muligt at lave liveudsendelser via app’en.