Loops er fediversets udgave af kortformsvideoer, som du måske kender fra Tiktok og Youtube Shorts, og en stor, lidt teknisk nyhed er, at Loops-serversoftwaren understøtter nu brugen af relays gennem Loops-servernes indbyggede Discovery Service. I takt med disse opdagelsestjenester dukker op, vil fediverset formentlig føles endnu mere levende.
Relays?
Måske har du oplevet, at i det øjeblik, du opretter dig på fediverset, at alting føles lidt tomt, indtil du begynder at følge folk på din hjemstavnsserver, eller andre fedivers-servere. Fediversets decentrale natur gør, at serverne er isolerede og i praksis er skjulte for omverdenen, indtil det øjeblik, at den eller dens brugere, gør opmærksom på sig selv, og begynder at interagere (federere) med resten af fediverset.
Relays fungerer som en slags hjælpende hånd. En trafikfordeler, der hjælper fedivers-servere og deres brugere med at skabe synlighed. Al trafik – som brugerne har markeret som offentlig – postes til servere, der abonnerer på det pågældende relay.
Aktiv moderation af “aktiviteter”
I projektbeskrivelsen på Github står der, at Loops-teamet modererer den del, der passerer gennem Loops-relayet: “Relay by Loops may reject, filter, suspend, or remove servers and activities that create moderation, operational, security, or abuse concerns.”. Projektet skriver dog samtidig, at det ikke skal ses som et tiltag, der fjerner behovet for lokal moderation på den enkelte server.
Selfhost
Du kan selfhoste Loops hvis du har lyst, og al koden til platformen findes på Github. Vi har – så vidt vides – ikke nogle danske Loops-servere endnu, så sig endelig til, hvis du opretter en, så jeg kan opdatere serverlisten her på sitet. Koden til selve Loops relay-serverne er ikke frigivet, mens jeg skriver dette, men jeg skriver selvfølgelig en nyhed, når det er tilfældet.

