Modsvar: Ekspert i DR-Podcast – “Oprettelse på Pixelfed svært”

Henover en lang periode har jeg set, hvordan techjournalister på diverse danske og udenlandske medier har beskrevet, hvor svært det er at oprette sig på de forskellige tjenester i Fediverset, herunder f.eks Mastodon og Pixelfed. Jeg vil til enhver tid påstå, at det er sværere at tyde sin elregning, end det er at oprette sig på et socialt medie i Fediverset.

Fediverset.dk mener, at kritikken sker på et vagt grundlag, og føler derfor et behov for at tage til genmæle.

Senest kan man i DR-artiklen Ud med Google og Instagram? Her er de europæiske alternativer” læse, at en ekspert på DRs podcast Prompt vurderer, at oprettelse af en profil på Pixelfed er svært. Jeg synes, det er en sandhed med modifikationer, for Pixelfeds oprettelsesprocedure svarer til 99% af lignende metoder på internettet.

Under nyhedsopslaget kan du finde screenshots af hhv. Instagrams og Pixelfed.dks profiloprettelsesformularer, så du kan sammenligne. Jo, der burde måske lige en dansk oversætter omkring Pixelfed. Ellers kan man jo taste ord og sætninger ind i en oversætter, mens vi venter på en dansk oversættelse.

Men vi kan da godt tage en gennemgang for god ordens skyld:

1. Gå på pixelfed.dk
2. Klik “Sign up”
3. Udfyld formularen
4. Aktivér profilen i den tilsendte email
5. Begynd at uploade billeder

Det er ikke svært, vel? Har man blot lidt erfaring med at navigere på internettet, så er det en smal sag at oprette sig på Pixelfed, Mastodon og lignende tjenester. Og vi er en god mængde danske brugere på hhv. pixelfed.social og pixelfed.dk (sidstnævnte har over 1000 brugere).

Utidssvarende brugerflade?

Eksperten kritiserer også, at Pixelfed skulle have et utidssvarende design, der svarer til noget, der ligner “Instagram for 15 år siden”. Det er ikke et argument, der holder vand. Her er et eksempel på Pixelfeds velkomstskærm fra vores egen software-sektion, hvor du kan få en fornemmelse for Fediversets mange tjenester. Som det ses, så er brugerfladen på Pixelfed ret meget på linie med tidens trends. Du kan f.eks sammenligne med designs på https://dribbble.com/

Opbakning fra medier

Man er selvfølgelig i sin gode ret til at have sin holdning.  Men jeg må også i samme åndedrag pointere, at DR – og andre danske medier – må kigge indad og se på, om ikke man har været for uobjektiv og ensidig i sin dækning og promovering af amerikanske og kinesiske sociale medier over de sidste 20 år,  og i samme åndedrag har ofret danske og europæiske sociale medier på skafottet?

Medierne har en stor aktie i, hvad der bliver populært, og har i mange år været gode til at hjælpe Facebook, Twitter/X og Tiktok på vej i kraft af deres popularitet og rækkevidde, så når de mangler konkurrence fra danske og europæiske sites, så er der en grund: Gennem medierne ved vi ved nærmest, hvad Mark Zuckerberg spiser til morgenmad, mens det kniber for os alle at nævne internettjenester, der ligger i vores egen baghave.

Cadeau til Prompt for at tage initiativet med en podcast om emnet nu, men man kunne godt have gået lidt mere nysgerrigt til værks, når der er 10-20 års efterslæb. Jeg oplever konsekvent, at medier omtaler The Fediverse som noget meget “nørdet” og “mystisk”. Den form for retorik kan i yderste konsekvens få folk til at miste interessen, allerede inden de har gjort deres egne erfaringer.

Alle kan deltage i The Fediverse, det er ikke forbeholdt supertechnørder og techgiganter.

Alt i Fediverset hænger sammen

Der synes også, helt generelt, at herske noget forvirring i medierne om, hvordan Fediverset hænger sammen. At man f.eks har mulighed for at vælge forskellige servere bliver udlagt negativt, men det gør, at der er frit valg på alle hylder, selv hvis man af en eller anden årsag ikke vil være på én server, så kan man flytte til en ny – og tage sine følgere med sig, så man ikke skal starte forfra med at opbygge sig en følgerskare. Den mulighed har man f.eks ikke på Facebook.

Alle servere i Fediverset hænger sammen, så man kan i princippet ikke oprette sig forkert, for man kan nå andre brugere og deres profiler ved at taste deres @profilid@pixelfed.dk adresse i søgefeltet, men man får mest aktivitet på sin lokale tidslinje ved at oprette sig på en dansk setrver. Fraværet af en vægalgoritme betyder, at man selv skal gøre lidt fodarbejde for at finde danske brugere, f.eks ved at søge på , men det er på ingen måde svært at oprette sig eller begå sig på Pixelfed. De billeder, du uploader, bliver lagret på den server, du opretter dig hos.

Skab forandring

Du har som forbruger og internetbruger al magt i hele verden gennem dine valg i hverdagen. Er der noget gigantkoncerner har respekt for, så er det forbrugere med en holdning. Tag aktivt stilling og vær med til at styrke de uafhængige og åbne sociale medier – opret dig på en af de mange danske servere i Fediverset – vi har samlet en flok servere her: https://fediverset.dk/serverliste

1 thought on “Modsvar: Ekspert i DR-Podcast – “Oprettelse på Pixelfed svært”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *