Skriver du meget om bestemte emner, f.eks sport, politik eller din yndlingshobby, så kan du med fordel bruge “fremhævede tags” på din profil, og dermed gøre det nemmere for dine følgere at få et kronologisk overblik over de favoritemner, du laver flest opslag om.
Hvad er tags?
For lige at få alle med, så lad os lige spole tilbage et øjeblik, hvis du er ny i fedivers-sammenhæng. Hvis du allerede ved hvad tags er fra andre sociale medier, så er der nok ikke noget nyt i dette afsnit.
Men … Hvad er tags? Den danske oversættelse, der kommer tættest på “tags” er nok “nøgleord”, men jeg vil bruge den engelske betegnelse, for det er måske nok den, vi møder mest, når vi hopper rundt i fediverset. Et tag, du kan bruge er f.eks “#dkpol” (uden citationstegn), og så kan andre, der interesserer sig for det samme emne søge det op i deres favoritapp, herunder Mastodon. Et andet eksempel: Lad os sige du bor i Aarhus, og vil fange opmærksomheden blandt aarhusianere, så kan du med fordel bruge dit bynavn #aarhus.
Når du tagger opslag og det er offentligt, vil det kunne ses overalt i fediverset på de servere, der udveksler data med den server, du har din profil på. Så, der er god mulighed for noget synlighed omkring dit favoritemne. Men jeg vil gerne lige advare imod at overlæsse dine indlæg med tags, for hvis du bevidst bruger tags, der ikke har noget med emnet at gøre, så kan du risikere, at folk blokerer din profil. Så brug dem sparsomt og præcist.
Jeg prøver at samle de mest brugte tags op her, efterhånden som de dukker op. Der er nemlig ikke nogen fastlagt standard, men mange er arvet fra hedengangene Twitter: Ny i fediverset: Ordliste, hashtags og anbefalinger
Det nye ved “Fremhævede tags”
Funktionen “fremhævede tags” er en forholdsvis gammel funktion, der har fået nyt liv fra og med Mastodon version 4.6.
Før blev tags egentlig bare vist på din profil, men nu er det blevet en måde at skabe aktiv interesse om de emner, som betyder noget for dig, og som du gerne vil vise omverdenen. Indtil videre har jeg kun opdaget funktionen som grafiske element i Mastodons webbrugerflade, men det vil overraske mig meget, hvis den også ikke ender i den officielle mobilapp’en også inden længe.
Det nye er, at hvis du opsætter “fremhævede tags” i indstillingerne for din profil, så vil de #tags dukke op på din offentlige profilforside, og så vil Mastodon-brugerfladen automatisk gruppere dine opslag efter hvilket tag, du bruger på dine opslag. Du sætter dem op i din profils indstillinger:
Voila! når de fremhævede tags er sat op, så hop en tur på forsiden af din profil, under dit billede og din biografi, skulle du gerne kunne se de nye tags. Her kan du se de tags, jeg har sat op på min personlige profil – og når jeg så bruger f.eks #fedidev-tagget, så vil indlæg med samme tag(s) dukke op der.
Funktionen virker for Mastodon-servere, der er opdateret til version 4.6. Jeg synes, det er en af de funktioner, der er med til at gøre fediverset federe at bruge, så er du på en af de gamle versioner, så hør din servers administrator om ikke vedkommende har lyst til at opdatere til en nyere udgave på et tidspunkt.
God fornøjelse! 🙂


